Restaurant Den Hvide Hest Avaliações 

Min baggrund for denne anmeldelse er både min oplevelse som gæst på ”Den Hvide Hest” og 10 års erfaring som tjener og restaurantchef. Jeg forsøger at sammenholde vores oplevelser med stedets prisniveau og beliggenhed.

Min familie og jeg (6 personer) ankom lørdag aften kl. ca. 19 (prime time for en restaurant) til restauranten, hvor vi efter lidt postyr fik et bord, selvom vi ikke havde en reservation. Vi valgte restauranten efter flere forsøg på at få bord andre steder, men mente, at vi alle kunne få noget mad, vi havde lyst til her. Vi blev sat udendørs under nogle pæne parasoller ved restaurantens bare plasticborde uden dug eller opdækning. De tilhørende havestole var gjort meget komfortable med gode hynder.

En tjener, som løbende var forbi vores bord skiftevis med andre tjenere, kom over til os og afleverede spisekort og en brødkurv med servietter og bestik. Det var opdækningen, der landede. Tjeneren, en meget ung pige, kom kort efter tilbage og tog drikkevarebestillinger. Hun var egentlig venlig, men manglede helt klart nærvær. Hun virkede som om, hun egentlig var ligeglad. Helt.

Vores drikkevarer blev kort efter serveret, og samme tjener tog nu imod vores bestillinger. Vi valgte alle seks at bestille forret og hovedret, og ingen af os valgte en af de forud-komponerede menuer. Det blev til: 1 tomatsuppe, to rejecocktail – den ene uden dressing, en salat med avocado og tigerrejer, en carpaccio og en salat med kylling. Til hovedret bestilte vi 5 oksemørbrad (á kr. 209,-) – 4 med pebersauce og en med bearnaisesauce samt en stegt rødspætte.

Efter passende ventetid ankom tomatsuppen. Alene. Uden brød til.

Min svigerfar gik stille og roligt i gang med at spise den, da den jo som udgangspunkt må forventes at være bedst varm. Efter ca. 5 minutter (det er lang tid, når der sidder 1 ud af 5 og spiser), kommer endelig resten af forretterne. Dog er der dressing på begge rejecocktails, hvorfor vi sender den ene tilbage. Carpaccioen, som er kedelig og tør uden olivenolie-dryp, manglede netop olie, og jeg bad om at få noget af dette. Olien kom hurtigt, men der gik ikke under 10-15 minutter, før rejecocktailen uden dressing endelig ankom. Svigerfar var naturligvis færdig med sin suppe, og vi andre havde stort set heller ingen forret tilbage. Stemningen var underligt akavet ved bordet.

Da bordet nogle minutter senere blev ryddet, bad jeg en tjener (en lyshåret pige i midten af 20’erne) om drikkevarekortet. Hun kom hurtigt med det, og jeg bestilte et glas hvidvin og noget vand. Vi havde indtil da kun drukket øl. Idet tjeneren forlod bordet, sagde hun noget om vandet, som jeg ikke hørte. Lidt efter kom den første kvindelige tjener med min vin, og en flaske kildevand. Jeg er ligeså glad for postevand som for kildevand, og er derfor helt generelt ikke interesseret i at betale 20-30 kroner for en flaske kildevand, og jeg siger derfor til tjeneren, at jeg gerne bare vil bede om almindeligt vand. ”Det serverer vi ikke her”, svarer hun, og åbner vandflasken. Hun stiller den på bordet foran mig, og går. Så kunne jeg så bare drikke min dyre vand, kunne jeg.

Vi ser, at nogle gæster ved siden af os får serveret noget, der ligner mørbrad, og det ser ud til at være for rødt efter vores smag. Derfor kalder vi på en tjener og spørger, om vores mørbrad blev stegt medium. Svaret er ja. Der går derefter ca. 15 minutter, og efter i alt ca. 30 minutter efter forretten blev ryddet, kommer vores hovedretter. De 5 oksemørbrad, som serveres med kogt/dampet broccoli, en kvart majskolbe og lidt stegte, små kartofler som tilbehør, er helt røde – eller rare. 2 af os bryder os simpelthen ikke om så rødt kød, og beder om at få det stegt lidt mere, mens de tre andre vælger at tage imod retten alligevel. Rødspætten ankommer sammen med en kæmpe skål hvide kartofler, og samtidig ankommer en sauceskål, som er fyldt kvart op med pebersauce. Det ser virkelig ærgerligt ud med sådan en halvtom (IKKE halvfyldt) sauceskål! Vi mangler nu bearnaise-saucen, som hører til en af de retter, som vi valgte at beholde. Efter endnu 15 minutter, hvor vi undervejs har efterspurgt bearnaisesaucen, kommer endelig

sauce og de retter, vi sendte ud til yderligere tilberedning. Nu er der endelig sauce til den halvt spiste mørbrad, men stort set ingen pebersauce til de ”nye” retter. Vi bestiller lidt mere sauce hos en ny tjener, mens vi undrer os over, at der pludselig er 3 stykker majs på den ene tallerken, og at tilbehøret på de nyankomne tallerkener i det hele taget er helt koldt. Vi orker simpelthen ikke at gøre mere ved sagen, og vælger at spise videre med en skuffet mine. Det her er bare ikke nogen fornøjelse.

Vi bliver enige om, at jeg skal klage på bordets vegne. Jeg kalder på den lyshårede tjener, og beder hende om at tilkalde restaurantchefen. Hun siger, at han har meget travlt, og jeg insisterer på at hun hidkalder ham. Hun forlader bordet for at komme tilbage lidt efter og sige, at han har for travlt til at tale med os. Jeg forklarer tjeneren vores utilfredshed, og pointerer, at vi om ikke andet ikke bør betale for den mørbrad, som blev leveret uden sauce til, og understreger desuden, at jeg er sur over oplevelsen med vandet til min vin. –Ikke mindst tjenerens flabede opførsel.

Hun lover at forelægge vores klage for restaurantchefen, som vi aldrig ser. Et meget stort fejltrin fra en restaurantchef, at han ikke vil tale med utilfredse kunder! Hvem skal de ellers tale med?

Vi beder lidt derefter om at få regningen, så vi kan komme væk og få smilet tilbage på læben. Den lyshårede tjener henter regningen, og forklarer at hun har fjernet vin, vand og 1 oksemørbrad fra den.

I alt skal vi betale lidt under 1800 kroner for oplevelsen.

Til Den Hvide Hest: I lever ikke op til Jeres ansvar.

Vi forventer god service og god mad, når vi går ind på en restaurant og skal betale mere end 200 kroner for en hovedret. Det er decideret grådigt at nægte at servere et almindeligt glas vand til vinen ved et bord, der har bestilt mad og drikke for flere tusind kroner.

Vi er sjældent sammen, og især ude at spise, og denne aften var noget særligt. Det er pinligt og skuffende at sidde der, og se svigerfars forsøg på at give en god oplevelse, smuldre. –Og så alligevel koste to returbilletter til London!

I skal forstå, at gæsterne ikke er interesseret i plastre på såret eller afslag på regningen: Det er knald eller fald i Jeres branche, så tag ansvar og lever varen. Eller vig pladsen for nogle seriøse fagfolk og åben en bodega i stedet.

Udvalget = * * * * * (5 stjerner)
Maden = * * * * * (5 stjerner)
Pris / kvalitet = * * * * (4 stjerner)
Betjeningen = * * * * (4 stjerner), ikke optimal når der er travlt
Indretningen = * * * * (4 stjerner), bedst ude i det fri
Service = * * * * * (5 stjerner)